Hvert sekund rammes Jordens overflade af partikler, som har deres oprindelse i kosmisk stråling.

Blandt disse findes myoner (µ).

Myoner dannes højt i Jordens atmosfære, når kosmisk stråling vekselvirker med atmosfærens molekyler. De bevæger sig næsten med lysets hastighed og har en usædvanlig evne til at gennemtrænge store mængder materiale.

Det gør dem interessante som naturlige sonder.

Ved at placere en myondetektor ved eller under en struktur og registrere, hvor mange myoner der ankommer fra forskellige retninger, kan man undersøge variationer i den mængde materiale, partiklerne har passeret igennem.

Områder med forskellig tæthed giver forskellige signaler.

På den måde kan myontomografi blandt andet anvendes til at lede efter:

• skjulte hulrum
• gange og kamre
• konstruktionsmæssige forskelle
• variationer i materiale og tæthed
• hidtil ukendte interne strukturer

Det kan ske uden nødvendigvis at åbne eller udgrave selve strukturen.

Et af teknologiens mest interessante potentialer findes netop inden for kulturarv.

Arkæologiske strukturer er ofte både unikke og sårbare. Traditionelle undersøgelser kan derfor være begrænset af, hvor omfattende fysiske indgreb det er forsvarligt eller muligt at foretage.

Her kan myontomografi potentielt tilføre en ny type information.

Vi arbejder derfor på at undersøge, hvordan teknologien kan afprøves, valideres og anvendes systematisk under danske arkæologiske forhold.

Teknologien skal supplere dem.

Ved at kombinere myontomografi med eksempelvis arkæologiske observationer, eksisterende opmålinger, geofysiske undersøgelser og digitale 3D-modeller kan forskellige typer information sammenholdes.

Målet er at skabe et mere detaljeret billede af strukturer, som ellers er vanskelige at undersøge.

Kosmisk stråling bliver dermed et værktøj til at undersøge vores fortid.