Jo længere tilbage i Danmarks historie vi bevæger os, desto mere afhængige er vi af de fysiske spor, mennesker har efterladt. Redskaber, grave, bopladser, monumenter og kulturlag udgør gennem størstedelen af oldtiden selve grundlaget for vores viden om fortiden. Menneskene kan sjældent identificeres ved navn, og deres samfund må rekonstrueres gennem de materielle levn.

Dette begynder gradvist at ændre sig i jernalderen og især i vikingetiden. Runeindskrifter giver mennesker, steder og begivenheder navne, mens udenlandske krøniker og andre skriftlige beretninger beskriver de nordiske samfund udefra. Med kristendommens udbredelse og middelalderens voksende kirkelige og kongelige administration bliver breve, lovtekster, krøniker, regnskaber og andre dokumenter stadig mere omfattende.

Jellingmonumenterne illustrerer denne overgang særligt tydeligt. Gravhøje, monumentale anlæg og arkæologiske fund kan her undersøges sammen med runeindskrifterne, hvor Harald Blåtand fortæller, at han vandt sig Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. For første gang kan monumenter i det danske landskab på denne måde forbindes direkte med navngivne konger og historiske begivenheder.

Men fremkomsten af skriftlige kilder gør ikke arkæologien mindre betydningsfuld. Skriftlige kilder fortæller ikke nødvendigvis den samme historie som de materielle spor. De blev skrevet af bestemte mennesker med bestemte formål og beskæftiger sig ofte med konger, kirke, krig, lovgivning og ejendomsforhold. Arkæologien kan derimod afdække spor efter hverdagsliv, håndværk, handel, kost, sygdom, bosættelser og mennesker, som sjældent selv optræder i de skrevne kilder.

Fra vikingetiden og gennem middelalderen bliver det derfor i stigende grad muligt at lade arkæologiske og skriftlige kilder belyse hinanden. Runesten kan sammenholdes med monumenter, krøniker med grave og befæstninger, og middelalderlige dokumenter med de bylag og bygninger, der fortsat findes under nutidens Danmark.

Overgangen fra forhistorie til historisk tid markerer således ikke afslutningen på arkæologiens betydning, men begyndelsen på en ny mulighed: at sammenholde det, mennesker skrev om deres samtid, med de fysiske spor, de faktisk efterlod.