Danmarks Arkæologi-Historie

Fra arkæologi til skriftlig historie

Jo længere tilbage i Danmarks historie vi bevæger os, desto mere afhængige er vi af de fysiske spor, mennesker har efterladt. Redskaber, grave, bopladser, monumenter og kulturlag udgør gennem størstedelen af oldtiden selve grundlaget for vores viden om fortiden. Menneskene kan sjældent identificeres ved navn, og deres samfund må rekonstrueres gennem de materielle levn.

Dette begynder gradvist at ændre sig i jernalderen og især i vikingetiden. Runeindskrifter giver mennesker, steder og begivenheder navne, mens udenlandske krøniker og andre skriftlige beretninger beskriver de nordiske samfund udefra. Med kristendommens udbredelse og middelalderens voksende kirkelige og kongelige administration bliver breve, lovtekster, krøniker, regnskaber og andre dokumenter stadig mere omfattende.

Jellingmonumenterne illustrerer denne overgang særligt tydeligt. Gravhøje, monumentale anlæg og arkæologiske fund kan her undersøges sammen med runeindskrifterne, hvor Harald Blåtand fortæller, at han vandt sig Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. For første gang kan monumenter i det danske landskab på denne måde forbindes direkte med navngivne konger og historiske begivenheder.

Men fremkomsten af skriftlige kilder gør ikke arkæologien mindre betydningsfuld. Skriftlige kilder fortæller ikke nødvendigvis den samme historie som de materielle spor. De blev skrevet af bestemte mennesker med bestemte formål og beskæftiger sig ofte med konger, kirke, krig, lovgivning og ejendomsforhold. Arkæologien kan derimod afdække spor efter hverdagsliv, håndværk, handel, kost, sygdom, bosættelser og mennesker, som sjældent selv optræder i de skrevne kilder.

Fra vikingetiden og gennem middelalderen bliver det derfor i stigende grad muligt at lade arkæologiske og skriftlige kilder belyse hinanden. Runesten kan sammenholdes med monumenter, krøniker med grave og befæstninger, og middelalderlige dokumenter med de bylag og bygninger, der fortsat findes under nutidens Danmark.

Overgangen fra forhistorie til historisk tid markerer således ikke afslutningen på arkæologiens betydning, men begyndelsen på en ny mulighed: at sammenholde det, mennesker skrev om deres samtid, med de fysiske spor, de faktisk efterlod.

De første mennesker

Jægerstenalderen · ca. 12.500–4.000 f.Kr.

Da isen trak sig tilbage efter den sidste istid, fulgte de første mennesker landskabet mod nord og ind i det område, vi i dag kalder Danmark. De levede som jægere, fiskere og samlere i et landskab, der gennem årtusinder forandrede sig fra åbne tundraområder til skov og senere til de kystlandskaber, der kom til at præge store dele af jægerstenalderen.

Der findes ingen skriftlige beretninger fra disse mennesker. Vores viden om deres liv kommer derfor næsten udelukkende fra de spor, de efterlod i landskabet: bopladser, ildsteder, grave, køkkenmøddinger og redskaber fremstillet af flint, knogle, tak og træ.

Blandt periodens karakteristiske fund er de fint forarbejdede flintredskaber og pilespidser fra de tidligste rensdyrjægere, mens senere fund fra blandt andet Maglemosekulturen vidner om mennesker, der levede af jagt og fiskeri omkring søer, moser og skovområder. Fra den senere Ertebøllekultur kendes store kystnære bopladser og køkkenmøddinger med enorme mængder østers- og muslingeskaller, dyreknogler, redskaber og keramik – ophobede rester af menneskers liv gennem generationer.

Enestående fund som Koelbjergmanden, Vedbækgravene og de mange velbevarede redskaber af ben og hjortetak giver samtidig sjældne indblik i de mennesker, der ellers kun efterlod begrænsede spor efter sig.

Jægerstenalderens arkæologi viser dermed selve udgangspunktet for den arkæologiske disciplin: Når ingen skrev historien ned, må den rekonstrueres gennem de fysiske spor, der stadig findes i jorden og landskabet.

Landskabet forandres

Bondestenalderen · ca. 4.000–1.700 f.Kr.

Med landbrugets indførelse omkring 4.000 f.Kr. ændrede menneskets forhold til landskabet sig grundlæggende.Skov blev ryddet, jorden opdyrket, og kvæg, får, geder og svin blev en stadig vigtigere del af livsgrundlaget. Jægerstenalderens levevis forsvandt ikke fra den ene dag til den anden, men gradvist opstod mere bofaste samfund, hvor mennesker i højere grad satte varige spor i landskabet.

Periodens arkæologiske fund af langhuse, flintøkser, korn, husdyrknogler og karakteristisk ornamenteret keramikfortæller om denne forandring. Særligt de slebne flintøkser vidner om både et højtudviklet håndværk og den omfattende rydning af skov, som var nødvendig for at skabe plads til marker og græsningsarealer.

Samtidig begyndte mennesker at opføre nogle af Danmarks første monumentale bygningsværker. Langdysser, runddysser og senere jættestuer blev konstrueret af enorme stenblokke og fungerede som gravsteder gennem generationer. Tusindvis af megalitgrave blev opført i Danmark, og mange af dem står fortsat som synlige spor i landskabet mere end 5.000 år senere. Gravene fortæller ikke blot om døden, men også om samfund, der kunne organisere mennesker, materialer og arbejdskraft omkring omfattende fælles projekter.

Blandt periodens markante fund og lokaliteter er Sarup-anlæggene på Fyn, de monumentale jættestuer ved Tustrup på Djursland og de mange bevarede dysser og storstensgrave spredt over det danske landskab. Sammen med keramik, flintredskaber, ravsmykker og menneskelige levn giver de et usædvanligt detaljeret indblik i periodens hverdagsliv, håndværk, handel, ritualer og forestillinger om døden.

Bondestenalderen markerer dermed et afgørende skifte: Mennesket tilpassede sig ikke længere blot landskabet, men begyndte i stadig større grad selv at forme det – og efterlod monumenter og strukturer, som arkæologien fortsat undersøger i dag.

Bronze, handel og monumenter

Bronzealderen · ca. 1.700–500 f.Kr.

Med bronzealderen blev Norden en del af vidtstrakte handels- og kontaktnetværk, der forbandt området med store dele af Europa. Bronze kunne ikke fremstilles af lokale råstoffer alene; kobber og tin måtte importeres over betydelige afstande. Til gengæld indgik blandt andet rav fra Østersøområdet i den handel, der bandt de nordiske samfund sammen med områder længere mod syd.

Periodens arkæologiske materiale er præget af et højtudviklet metalhåndværk. Sværd, økser, spydspidser, smykker og ceremonielle genstande af bronze vidner både om teknologisk kunnen og om samfund, hvor rigdom, status og magt i stigende grad kunne komme til udtryk gennem materielle genstande.

Samtidig blev landskabet præget af tusindvis af gravhøje. I flere af disse har særlige bevaringsforhold bevaret både kister, tekstiler, beklædning og menneskelige levn. Fund som Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden giver derfor et usædvanligt direkte indblik i bronzealderens mennesker, deres klædedragt, begravelsesritualer og materielle kultur. De store gravhøje fortæller samtidig om samfund, der kunne mobilisere betydelig arbejdskraft omkring begravelsen og mindet om bestemte personer.

Blandt periodens mest markante fund er Solvognen fra Trundholm, lurerne og de rigt udsmykkede bronzegenstande, mens helleristninger og andre billedfremstillinger viser skibe, mennesker og symboler, der giver glimt af periodens forestillingsverden. Solvognen er med sin bronzeskive og hest blevet et af de tydeligste arkæologiske vidnesbyrd om den betydning, solen synes at have haft i bronzealderens kosmologi og ritualer.

Fundene viser samtidig, at bronzealderens Norden langt fra var isoleret. Metaller, rav, genstande, teknologier og idéer bevægede sig over store afstande, og arkæologien tegner et billede af nordiske samfund som en del af et omfattende europæisk netværk af handel og kulturel udveksling.

Bronzealderen efterlod således ikke blot genstande i jorden, men et monumentalt kulturlandskab af gravhøje og rituelle fund, som stadig gør det muligt at undersøge forbindelserne mellem teknologi, handel, magt og tro for mere end 3.000 år siden.

Jern, landsbyer og nye forbindelser

Jernalderen · ca. 500 f.Kr.–800 e.Kr.

Med jernalderen blev et materiale, der kunne fremstilles af lokale råstoffer, grundlaget for en ny teknologisk udvikling. Jern blev gradvist anvendt til våben, redskaber og håndværk og fik stor betydning for både landbrug og krigsførelse. Samtidig udviklede bosættelserne sig, og gårde og landsbyer satte stadig tydeligere og mere varige spor i landskabet.

Arkæologiske undersøgelser af langhuse, landsbyer, marker, brønde og værkstedsområder giver et detaljeret billede af jernalderens dagligliv. Store udgravninger ved blandt andet Hodde og Vorbasse har gjort det muligt at følge, hvordan gårde og hele landsbysamfund blev anlagt, ombygget og flyttet gennem generationer. Jernalderens arkæologi handler derfor ikke kun om spektakulære enkeltfund, men også om selve organiseringen af landskabet og de samfund, mennesker levede i.

Samtidig blev forbindelserne til resten af Europa stadig tydeligere. Under den romerske jernalder nåede romerske glas, bronzekar, mønter og andre luksusgenstande til Danmark gennem handel, diplomatiske forbindelser og kontakt med Romerriget. Rigt udstyrede grave som Hobygraven på Lolland, med dens berømte romerske sølvbægre, vidner om personer med adgang til internationale netværk og kostbare genstande fra områder langt uden for Norden.

Periodens moser og vådområder har bevaret nogle af de mest enestående arkæologiske fund fra Danmarks oldtid. Tollundmanden og Grauballemanden giver et sjældent direkte møde med jernalderens mennesker, mens omfattende våbenofringer fra blandt andet Illerup Ådal og Nydam Mose rummer våben, personligt udstyr og hele militære udrustninger. Nydam Mose har desuden bevaret Nydambåden, et stort rofartøj fra 300-tallet e.Kr., der peger frem mod den maritime teknologi, som senere blev så karakteristisk for vikingetiden.

Andre fund fortæller om periodens religion, magt og forestillingsverden. Gundestrupkarret, guldbrakteater, smykker, våbenofringer og de store guldskatte fra den senere jernalder viser et samfund, hvor håndværk, religion, status og politisk magt var tæt forbundet. Mod periodens afslutning bliver sporene efter mere koncentrerede magtcentre samtidig tydeligere, blandt andet gennem store halbygninger, rige fund og centrale bosættelser.

Jernalderen tegner dermed billedet af et Norden i forandring: fra lokale landbrugssamfund til stadig mere organiserede og hierarkiske samfund med forbindelser langt ud over Skandinavien. I periodens sidste århundreder kan man allerede ane de handelsnetværk, magtstrukturer og maritime traditioner, der skulle komme til at præge vikingetiden.

Vikingetiden

ca. 800–1050

Vikingetiden markerer en periode, hvor de nordiske samfund for alvor træder frem i både det arkæologiske materiale og Europas skriftlige historie. Søfart, handel, krigsførelse og migration forbandt Skandinavien med områder fra De Britiske Øer og Frankerriget til Østersøen, Rusland og videre mod øst. Norden var ikke længere Europas periferi, men en aktiv del af omfattende handelsmæssige, politiske og kulturelle netværk.

Skibet var en afgørende forudsætning for denne udvikling. Arkæologiske fund som Ladby-skibet, Skuldelevskibene og de store skibssætninger vidner om en højtudviklet maritim teknologi, der gjorde det muligt at bevæge mennesker, varer og hære hurtigt over store afstande. Skibene var samtidig mere end transportmidler; de indgik også i begravelser, monumenter og forestillinger om magt og status.

I Danmark voksede handels- og håndværkspladser som Ribe, Hedeby og Aarhus frem som knudepunkter for udveksling mellem Norden og omverdenen. Fund af arabiske sølvmønter, vægtlodder, glasperler, smykker og importerede genstande viser rækkevidden af vikingetidens handelsnetværk. Samtidig fortæller værksteder, affaldslag og hverdagsgenstande om de håndværkere, købmænd og familier, der levede på disse steder.

Perioden var også præget af en gradvis koncentration af politisk magt. De store ringborge ved Trelleborg, Aggersborg, Fyrkat og Borgring demonstrerer en bemærkelsesværdig evne til at planlægge og organisere monumentale anlægsarbejder. Deres ensartede geometri og konstruktion vidner om en kongemagt med ressourcer til at koordinere mennesker og materialer på tværs af store dele af riget.

Ingen lokalitet illustrerer denne udvikling tydeligere end Jelling. De to gravhøje, kirken, skibssætningen og Jellingstenene udgør tilsammen et monumentalt kompleks, hvor arkæologiske levn møder den skrevne historie. Harald Blåtands store runesten fortæller om kongemagt, rigsdannelse og kristningen af danerne og gør Jelling til et centralt vidnesbyrd om overgangen mellem den førkristne og den kristne verden.

Vikingetiden har desuden efterladt et omfattende materiale af runesten, grave, våben, smykker, mønter og skattefund. Fund som Fyrkatgraven, Mammen-graven og Fæstedskatten giver indblik i periodens sociale hierarkier, kunsthåndværk, internationale forbindelser og materielle kultur.

Vikingetiden tegner dermed billedet af et Norden i bevægelse – geografisk, politisk og religiøst. Samtidig markerer perioden et afgørende skifte i vores adgang til fortiden: De arkæologiske spor kan nu i stigende grad sammenholdes med runeinskrifter og udenlandske skriftlige kilder, og mennesker, steder og begivenheder begynder at træde tydeligere frem af det arkæologiske materiale.

Middelalderens Danmark

ca. 1050–1536

Med middelalderen blev Danmark i stigende grad præget af permanente institutioner, voksende byer og monumentale bygningsværker. Kristendommens etablering, en stærkere kongemagt og udviklingen af kirkelige og verdslige magtcentre satte nye og omfattende spor i landskabet – mange af dem er stadig synlige, mens andre ligger skjult under nutidens byer og bygninger.

Over hele landet blev der opført kirker, klostre, borge og befæstninger, mens eksisterende handelspladser udviklede sig og nye købstæder voksede frem. De mange middelalderlige stenkirker står som nogle af periodens mest synlige levn, mens ruiner som Hammershus, Vordingborg Slot og Kalø Slot fortæller om kongemagt, forsvar og politiske konflikter. Klostre og kirkelige anlæg vidner samtidig om den betydelige rolle, kirken fik i middelalderens samfund.

Under de moderne danske byer findes et andet og mindre synligt arkæologisk landskab. I Ribe, Aarhus, Odense, Roskilde og København ligger middelalderlige kulturlag bevaret under nutidens gader og bygninger. Her kan arkæologer finde rester af huse, gader, brønde, værksteder og affaldslag, som gør det muligt at rekonstruere udviklingen af byerne og hverdagslivet hos de mennesker, der beboede dem.

Et markant eksempel findes under Christiansborg, hvor arkæologiske undersøgelser har afdækket rester af Absalons borg, opført i 1100-tallet. Fundamenter og bygningsrester under det nuværende Christiansborg illustrerer meget konkret, hvordan flere århundreders byggeri kan ligge lag på lag under den moderne by. Den vedhæftede historiske fremstilling bruger netop udgravningen af Absalons borg som eksempel på middelalderens materielle levn.

Middelalderen har samtidig efterladt et omfattende materiale af mønter, segl, keramik, våben, smykker, redskaber og kirkelige genstande. Sammen med grave, bygningsrester og kulturlag giver disse fund mulighed for at undersøge alt fra handel og håndværk til sygdom, kost, religion og sociale forskelle.

Perioden adskiller sig samtidig fra oldtiden ved den voksende mængde af skriftligt materiale. Arkæologiske fund kan nu i langt højere grad sammenholdes med breve, lovtekster, regnskaber, krøniker og andre historiske kilder.Arkæologien kan dermed både supplere den skrevne historie og afdække dele af middelalderens samfund, som sjældent eller aldrig blev nedskrevet.

Middelalderens arkæologi viser således et Danmark, hvor fortiden ikke kun findes i monumenterne over jorden, men også lag på lag under nutidens landskab og byer – ofte direkte under de steder, hvor mennesker stadig lever og bygger i dag.

Fra renæssance til moderne tid

1536–ca. 1900

Med reformationen i 1536 indledtes en periode, hvor Danmark i stigende grad kan undersøges gennem både materielle levn og et omfattende skriftligt kildemateriale. Kort, regnskaber, matrikler, breve og administrative dokumenter bliver stadig mere detaljerede, men arkæologien tilfører fortsat en anden type viden: de fysiske spor efter menneskers hverdag, arbejde og forandring af landskabet.

Periodens arkæologi findes både over og under jorden. Slotte, herregårde, fæstningsværker, havne, værksteder og senere fabrikker og industrielle anlæg vidner om nye økonomiske og politiske strukturer. Samtidig rummer byernes kulturlag rester af boliger, gader, brønde, latriner og produktionsområder, der gør det muligt at undersøge livet bag de officielle historiske beretninger.

I København satte især 1600-tallets omfattende bygge- og befæstningsarbejder markante spor. Kastellet og resterne af Københavns volde er synlige levn efter den befæstede by, mens arkæologiske undersøgelser under den moderne hovedstad fortsat afdækker fundamenter, gader, bolværker og opfyldningslag fra tidligere faser af byen. Tilsvarende fortæller Kronborgs befæstninger om Øresunds strategiske betydning og den tætte forbindelse mellem handel, militærmagt og stat.

Under vandet findes en anden væsentlig del af periodens kulturarv. Skibsvrag, havneanlæg og maritime konstruktionerkan bevare oplysninger om skibsbygning, handel og søfart, mens fund fra eksempelvis Københavns havneområder dokumenterer, hvordan kystlinjer og havnemiljøer gennem århundreder er blevet udbygget og forandret.

Fra 1700- og især 1800-tallet bliver sporene efter industrialiseringen stadig tydeligere. Fabrikker, teglværker, møller, jernbaner, arbejderboliger og tekniske anlæg introducerer nye typer af arkæologiske levn. Flasker, keramik, redskaber, produktionsaffald og andre hverdagsgenstande kan samtidig fortælle om forbrug og levevilkår på tværs af sociale grupper – også mennesker, som kun efterlod få spor i de skriftlige kilder.

Det særlige ved denne periodes arkæologi er netop muligheden for at sammenholde de fysiske spor med samtidige kort, tegninger, beskrivelser, regnskaber og arkivalier. Når de forskellige kildetyper kombineres, kan arkæologien både bekræfte den skrevne historie og afdække forhold, som aldrig blev registreret på papir.

Fra renæssancen til industrialiseringen bliver arkæologien således en historie om et landskab i stadig hurtigere forandring. Fortiden findes ikke længere kun i grave og monumenter, men også i bygninger, bylag, havne, skibsvrag og tekniske anlæg – ofte integreret direkte i det Danmark, vi fortsat bygger videre på.