Arkæologihistorie

Danmarks og Nordens historie findes ikke kun i skriftlige kilder. Den findes i landskabet, under jorden og i de genstande, bygninger og strukturer, som mennesker har efterladt gennem årtusinder.

Arkæologien gør det muligt at rekonstruere denne historie gennem de fysiske spor fra fortiden. Fra de første stenredskaber til middelalderens borge og senere tiders bygninger fortæller fundene om menneskers liv, teknologi, tro, handel og samfund.

I de ældste perioder er de arkæologiske fund vores vigtigste kilde til fortiden. Senere bliver de materielle spor suppleret af runer, krøniker og andre skriftlige kilder. Tilsammen danner de grundlaget for vores forståelse af Nordens historie.

De første mennesker

Jægerstenalderen · ca. 12.500–4.000 f.Kr.

Efter den sidste istid begyndte mennesker igen at bosætte sig i det område, vi i dag kalder Danmark.

De levede som jægere, fiskere og samlere og fulgte de landskaber og ressourcer, som gradvist opstod, efterhånden som klimaet blev mildere. Sporene efter disse mennesker findes blandt andet i form af bopladser, flintredskaber, redskaber af ben og hjortetak samt køkkenmøddinger.

Arkæologiske fund fra perioden gør det muligt at rekonstruere både jagtformer, redskabsteknologi og levevis i en tid, hvor ingen skriftlige kilder eksisterede. I den vedhæftede fremstilling beskrives blandt andet Mullerup-tiden og de senere kystnære samfund, hvor fiskeri og jagt fik stor betydning.

Landskabet forandres

Bondestenalderen · ca. 4.000–1.700 f.Kr.

Med indførelsen af landbruget ændrede menneskets forhold til landskabet sig grundlæggende.

Mennesker blev i stigende grad bofaste, dyrkede jorden og holdt husdyr. Samtidig opstod nye former for bosættelse, ritualer og begravelser.

Dysser og jættestuer blev opført som monumentale gravanlæg og blev synlige elementer i landskabet. De vidner om samfund, der kunne organisere store arbejdsopgaver og om forestillinger om slægt, død og tilhørsforhold.

Keramik, flintredskaber og gravanlæg er blandt de vigtigste kilder til perioden og giver et detaljeret indblik i både hverdagsliv og sociale strukturer.

Bronze, handel og monumenter

Bronzealderen · ca. 1.700–500 f.Kr.

Bronzealderen markerer en periode, hvor nye materialer, handelsnetværk og sociale strukturer bliver tydelige i det arkæologiske materiale.

Bronze måtte skaffes gennem vidtstrakte forbindelser, og genstande af metal blev derfor både teknologiske redskaber og symboler på status og magt.

De store gravhøje, bronzesmykker, våben og rituelle genstande fortæller om et samfund med tydelige sociale forskelle og komplekse forestillinger om liv, død og religion.

Arkæologiske fund fra perioden viser samtidig, at Norden var forbundet med langt større handels- og kulturkredse.

Jern, landsbyer og nye forbindelser

Jernalderen · ca. 500 f.Kr.–800 e.Kr.

Med jernalderen blev jern gradvist et centralt materiale i redskaber, våben og håndværk.

Bosættelserne blev større og mere organiserede, og landsbystrukturer blev tydeligere i det arkæologiske materiale. Samtidig voksede kontakten med områder længere mod syd.

Importgenstande og romerske fund viser forbindelser mellem Norden og det romerske kulturområde, mens våbenofringer, grave og andre rituelle fund giver indblik i periodens politiske og religiøse forhold.

Genstande som solvogne, offerfund, smykker, våben og helleristninger viser, hvordan religion, magt og materiel kultur var tæt forbundet.

Vikingetiden

ca. 800–1050

Vikingetiden er en af de mest markante perioder i Nordens historie.

Skibe gjorde det muligt at rejse over store afstande, og nordiske samfund blev knyttet tættere til resten af Europa gennem handel, bosættelser, togter og politiske alliancer.

Byer og handelspladser voksede frem, kongemagten blev gradvist styrket, og kristendommen begyndte at få en stadig større rolle.

Runesten, grave, skibe, våben, smykker og mønter udgør nogle af periodens vigtigste arkæologiske kilder.

Jellingmonumenterne er et særligt tydeligt eksempel på mødet mellem arkæologi og skriftlig historie. Her kan monumenter, gravanlæg og runeindskrifter forbindes med konkrete personer og politiske forandringer.

Fra arkæologi til skriftlig historie

I de ældste perioder er det næsten udelukkende de fysiske spor, der gør det muligt at forstå fortiden.

Med runer, krøniker og andre skriftlige kilder ændrer situationen sig.

Arkæologien står dog ikke tilbage som en sekundær kilde. Tværtimod gør kombinationen af skriftlige kilder og materielle spor det muligt at undersøge, hvor fortællingerne stemmer overens – og hvor de ikke gør.

Denne kombination bliver særlig vigtig fra vikingetiden og ind i middelalderen.

Middelalderens Danmark

ca. 1050–1536

I middelalderen ændrede landskabet og samfundet sig markant.

Kirker, klostre, borge, byer og befæstninger blev en stadig større del af det menneskeskabte miljø. Samtidig voksede handel, administration og kongemagt.

Arkæologien undersøger perioden gennem blandt andet fundamenter, grave, mønter, keramik, bylag, håndværksspor og rester af bygninger.

Udgravningerne af Absalons borg under Christiansborg er et godt eksempel på, hvordan middelalderlige strukturer stadig findes under nutidens byrum. Den vedhæftede fremstilling bruger netop udgravningen som illustration af middelalderens materielle levn.

Fra renæssance til moderne tid

1536–ca. 1900

Efter middelalderen bliver de skriftlige kilder langt mere omfattende.

Arkæologien får derfor en anden rolle, men den bliver ikke mindre vigtig.

Bygninger, fæstningsværker, havne, produktionsanlæg, skibe, husholdningsgenstande og kulturlag kan fortælle om sider af historien, som de skriftlige kilder kun delvist beskriver.

For arkæologien er disse perioder interessante, fordi stadig flere spor af historien kan sammenholdes med kort, beskrivelser, regnskaber og andre samtidige kilder.

Arkæologien bliver en videnskab

Arkæologien har selv en historie.

De tidligste undersøgelser byggede i høj grad på indsamling og beskrivelse af genstande. Med tiden blev arbejdet mere systematisk, og nye metoder gjorde det muligt at forstå både alder, sammenhæng og funktion.

Stratigrafi gjorde det muligt at aflæse lag i jorden. Typologi gjorde det muligt at sammenligne genstande og udvikling over tid. Senere kom naturvidenskabelige metoder som dendrokronologi og radiokulstofdatering.

I dag arbejder arkæologien med et stadig bredere teknologisk værktøjssæt.

Geofysik, satellitdata, LiDAR, fotogrammetri og 3D-scanning gør det muligt at undersøge og dokumentere kulturarv på nye måder.

Arkæologien ser indad

Myontomografi

En stor del af arkæologien har traditionelt været baseret på udgravning.

Det betyder, at man fysisk fjerner materiale for at kunne undersøge det, der ligger nedenunder eller inden i en struktur.

Moderne fysik åbner mulighed for andre tilgange.

Myontomografi anvender naturligt forekommende kosmiske myoner til at undersøge tætte strukturers indre. Ved at måle, hvordan myoner passerer gennem et objekt eller en konstruktion, kan man undersøge variationer i densitet og potentielt identificere skjulte hulrum eller strukturer.

Metoden kan derfor være relevant i situationer, hvor man ønsker at opnå information om en arkæologisk struktur med et så begrænset fysisk indgreb som muligt.

Læs mere om vores arbejde med arkæologisk myontomografi.

Fra genstand til digital kulturarv

Arkæologiske genstande har traditionelt været knyttet til deres fysiske placering.

De findes i magasiner, samlinger, arkiver og udstillinger.

3D-scanning gør det muligt at skabe digitale repræsentationer af genstande og strukturer med høj geometrisk præcision.

De digitale modeller kan anvendes til dokumentation, forskning, sammenligning, formidling og reproduktion.

Det betyder, at en fysisk genstand kan undersøges digitalt, deles mellem forskere og institutioner og i nogle tilfælde reproduceres gennem 3D-print.

Digitalisering bliver dermed ikke blot et spørgsmål om dokumentation, men om at gøre kulturarven mere tilgængelig og anvendelig.

Læs mere om vores arbejde med digital kulturarv.

Fortiden er ikke færdigundersøgt

Fortiden ændrer sig ikke.

Det gør vores muligheder for at undersøge den.

Fra de første flintredskaber til middelalderlige borge har hver generation udviklet nye metoder til at forstå de mennesker, der levede før os.

Udgravning, naturvidenskabelig datering, geofysik og digital dokumentation har gjort tidligere usynlige dele af fortiden tilgængelige.

I dag skaber moderne fysik og digital teknologi endnu flere muligheder.

I krydsfeltet mellem arkæologi og moderne fysik undersøger vi, hvordan nye teknologier kan bidrage til at dokumentere, undersøge og bevare kulturarven.