Udviklingen af Arkæologiske Målemetoder 

Danmarks og Nordens historie findes ikke kun i skriftlige kilder. Den findes i landskabet, under jorden og i de genstande, bygninger og strukturer, som mennesker har efterladt gennem årtusinder.

Arkæologien gør det muligt at rekonstruere denne historie gennem de fysiske spor fra fortiden. Fra de første stenredskaber til middelalderens borge og senere tiders bygninger fortæller fundene om menneskers liv, teknologi, tro, handel og samfund.

I de ældste perioder er de arkæologiske fund vores vigtigste kilde til fortiden. Senere bliver de materielle spor suppleret af runer, krøniker og andre skriftlige kilder. Tilsammen danner de grundlaget for vores forståelse af Nordens historie.

Fra oldsagssamling til moderne arkæologi

Arkæologiens historie er også historien om dens metoder.

De tidligste arkæologiske undersøgelser tog i høj grad udgangspunkt i indsamling, klassifikation og beskrivelse af genstande. I løbet af 1800- og 1900-tallet blev arbejdet stadig mere systematisk, og nye metoder gjorde det muligt ikke blot at beskrive fortidens efterladenskaber, men også at undersøge deres alder, oprindelse og arkæologiske kontekst.

Typologi gjorde det muligt at ordne og sammenligne genstande på tværs af fund og perioder, mens stratigrafiske undersøgelser gjorde jordens lag til en kilde i sig selv. Senere tilførte naturvidenskaben nye muligheder. Dendrokronologi og radiokulstofdatering gjorde det muligt at datere arkæologisk materiale med en præcision og på et grundlag, som tidligere ikke havde været muligt.

Denne udvikling fortsætter. Arkæologien er i dag et udpræget tværfagligt forskningsfelt, hvor humanistiske, naturvidenskabelige og teknologiske metoder arbejder side om side. Geofysik, satellitdata, LiDAR, fotogrammetri og 3D-scanning gør det muligt at undersøge og dokumentere kulturarv på nye måder – fra kortlægning af hele landskaber og strukturer skjult under jordoverfladen til detaljeret digital registrering af enkelte genstande og monumenter.

Fælles for udviklingen er, at nye metoder ikke nødvendigvis erstatter de eksisterende. De udvider det arkæologiske værktøjssæt og gør det muligt at stille nye spørgsmål til det samme materiale – ofte med mindre indgribende undersøgelser og med større muligheder for at dokumentere, bevare og dele resultaterne.

Arkæologiens udvikling handler derfor ikke kun om, hvad vi finder – men i stadig højere grad om, hvad vores metoder gør det muligt at se.

Arkæologien ser indad

Arkæologien har traditionelt været afhængig af fysisk adgang til det, der skal undersøges. Udgravning gør det muligt at blotlægge strukturer, genstande og kulturlag, men indebærer samtidig et fysisk og i praksis irreversibelt indgreb i den arkæologiske kontekst.

Moderne naturvidenskabelige metoder har gradvist gjort det muligt at undersøge dele af kulturarven uden først at blotlægge dem. Geofysiske metoder kan kortlægge strukturer under jordoverfladen, mens myontomografi tilfører en anden mulighed: at undersøge masse- og tæthedsvariationer gennem store og kompakte strukturer.

Metoden udnytter naturligt forekommende kosmiske myoner, som kontinuerligt passerer gennem atmosfæren og gennem stof. Ved at registrere, hvor mange myoner der når en detektor fra forskellige retninger, kan forskelle i den gennemtrængte materialemængde identificeres. Dermed kan blandt andet hulrum, kamre og andre strukturelle variationer potentielt påvises uden først at åbne konstruktionen.

Myontomografi erstatter ikke arkæologisk udgravning eller eksisterende geofysiske undersøgelsesmetoder. Den kan derimod supplere dem med information fra områder, som ellers kan være vanskelige at undersøge, og bidrage til at målrette efterfølgende undersøgelser.

Hvor arkæologien traditionelt har måttet åbne en struktur for at se ind i den, åbner moderne partikelfysik således mulighed for i udvalgte tilfælde at undersøge det skjulte, før der foretages et fysisk indgreb.

Det er netop i dette krydsfelt mellem arkæologi og moderne fysik, at vi arbejder.

Fra fysisk genstand til digital kulturarv

Arkæologiske genstande har traditionelt været knyttet til deres fysiske tilstedeværelse. For at undersøge en genstand har forskere som udgangspunkt været afhængige af adgang til selve objektet – hvad enten det befinder sig på et museum, i et magasin, i en offentlig eller privat samling eller indgår i en udstilling.

Dette er imidlertid under forandring. Internationale kulturinstitutioner som Smithsonian Institution og British Museum har allerede digitaliseret dele af deres samlinger og gjort 3D-modeller af kulturhistoriske genstande offentligt tilgængelige. Det betyder, at dele af kulturarven i stigende grad kan undersøges uafhængigt af genstandens geografiske placering.

Med moderne 3D-scanning kan artefakters overflade og geometriske form registreres med høj præcision og omsættes til digitale modeller. Modellerne kan anvendes til dokumentation, forskning, geometriske analyser, sammenligning, formidling og reproduktion.

En genstand, der fysisk befinder sig i et museumsmagasin ét sted i verden, kan dermed studeres digitalt af forskere, studerende og institutioner andre steder – uden gentagen fysisk håndtering eller transport af originalen. Digitale modeller kan desuden reproduceres gennem 3D-print og anvendes i forskning, undervisning og udstillinger.

Digitalisering af kulturarven handler derfor ikke længere alene om dokumentation og bevaring. Den handler også om at frigøre viden fra den fysiske genstands placering og gøre kulturarven mere tilgængelig, sammenlignelig og anvendelig på tværs af institutioner og lande.

Fortiden er endnu ikke færdigundersøgt

Fortiden ændrer sig ikke. Men det gør vores metoder til at undersøge den.

Fra de første systematiske undersøgelser af flintredskaber og gravfund til nutidens digitale kortlægning af landskaber og strukturer har nye metoder løbende udvidet vores forståelse af de mennesker og samfund, der eksisterede før os.

Udgravning, typologi og stratigrafi blev suppleret af naturvidenskabelig datering og geofysiske undersøgelser. I dag gør satellitdata, LiDAR, fotogrammetri, 3D-scanning og andre digitale teknologier det muligt at dokumentere og undersøge kulturarven med en detaljegrad og fra perspektiver, som tidligere ikke var mulige.

Men udviklingen er ikke afsluttet. Moderne fysik og nye digitale metoder åbner endnu et lag af muligheder: at undersøge det, vi ikke umiddelbart kan se, og samtidig bevare det, vi ønsker at forstå.

Det er i dette krydsfelt mellem arkæologi, moderne fysik og digital teknologi, vi arbejder. Med myontomografi og digital 3D-dokumentation undersøger vi, hvordan nye teknologier kan supplere eksisterende arkæologiske metoder og bidrage til undersøgelse, dokumentation, forskning, formidling og bevaring af kulturarven.

Fortiden er ikke færdigundersøgt. Vi har blot fået nye måder at se den på.