Danmarks Arkæologi-Historie 

Fra renæssance til moderne tid

1536–ca. 1900

Med reformationen i 1536 indledtes en periode, hvor Danmark i stigende grad kan undersøges gennem både materielle levn og et omfattende skriftligt kildemateriale. Kort, regnskaber, matrikler, breve og administrative dokumenter bliver stadig mere detaljerede, men arkæologien tilfører fortsat en anden type viden: de fysiske spor efter menneskers hverdag, arbejde og forandring af landskabet.

Periodens arkæologi findes både over og under jorden. Slotte, herregårde, fæstningsværker, havne, værksteder og senere fabrikker og industrielle anlæg vidner om nye økonomiske og politiske strukturer. Samtidig rummer byernes kulturlag rester af boliger, gader, brønde, latriner og produktionsområder, der gør det muligt at undersøge livet bag de officielle historiske beretninger.

I København satte især 1600-tallets omfattende bygge- og befæstningsarbejder markante spor. Kastellet og resterne af Københavns volde er synlige levn efter den befæstede by, mens arkæologiske undersøgelser under den moderne hovedstad fortsat afdækker fundamenter, gader, bolværker og opfyldningslag fra tidligere faser af byen. Tilsvarende fortæller Kronborgs befæstninger om Øresunds strategiske betydning og den tætte forbindelse mellem handel, militærmagt og stat.

Under vandet findes en anden væsentlig del af periodens kulturarv. Skibsvrag, havneanlæg og maritime konstruktionerkan bevare oplysninger om skibsbygning, handel og søfart, mens fund fra eksempelvis Københavns havneområder dokumenterer, hvordan kystlinjer og havnemiljøer gennem århundreder er blevet udbygget og forandret.

Fra 1700- og især 1800-tallet bliver sporene efter industrialiseringen stadig tydeligere. Fabrikker, teglværker, møller, jernbaner, arbejderboliger og tekniske anlæg introducerer nye typer af arkæologiske levn. Flasker, keramik, redskaber, produktionsaffald og andre hverdagsgenstande kan samtidig fortælle om forbrug og levevilkår på tværs af sociale grupper – også mennesker, som kun efterlod få spor i de skriftlige kilder.

Det særlige ved denne periodes arkæologi er netop muligheden for at sammenholde de fysiske spor med samtidige kort, tegninger, beskrivelser, regnskaber og arkivalier. Når de forskellige kildetyper kombineres, kan arkæologien både bekræfte den skrevne historie og afdække forhold, som aldrig blev registreret på papir.

Fra renæssancen til industrialiseringen bliver arkæologien således en historie om et landskab i stadig hurtigere forandring. Fortiden findes ikke længere kun i grave og monumenter, men også i bygninger, bylag, havne, skibsvrag og tekniske anlæg – ofte integreret direkte i det Danmark, vi fortsat bygger videre på.